kunde see enhver Krog af Værelset. Ikke desmindre havde de hørt en sagte Puslen omkring i Værelset, ligesom af Nogen der gik med slæbende Skridt, men der var dog Ingen at see. Tilsidst kom det ganske nær hen til deres Seng, og de hørte da ligesom en ængstelig Stønnen, derpaa fjernede Skridtene sig igjen, og nu vilde de have seet, at Stolene ligesom ved en usynlig Haand bleve flyttede midt ud paa Gulvet. Da kunde de ikke længer udholde det for Angst, de styrtede ud af Sengen og ind til mine Forældre, forat søge Hjælp. Min Fader loe dem ud, forestillede dem, at det Hele maatte have været Indbildningskraftens Spil, og søgte at overtyde dem derom, ved at følge dem ind igjen i Blaasalen og der vise dem, at Stolene endnu stod paa deres gamle Plads langs Væggene. Men det hjalp ikkun lidet; de vedblev sin Paastand om at have hørt og seet hvad de fortalte. Han forbød dem dog at fortælle deres Drøm, eller hvad det nu var, til Børnene, for ikke at skræmme dem med slige Indbildninger; men naturligviis kom Historien alligevel mig for Øren; jeg turde ikke gaae til min Fader med de Spørgsmaal, der brændte indeni mig om dette, men jeg betroede mig til min Moder, som beroligede mig, saa godt hun kunde,
