Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/30

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
30

kunde ſee enhver Krog af Værelſet. Ikke desmindre havde de hørt en ſagte Puslen omkring i Værelſet, ligeſom af Nogen der gik med ſlæbende Skridt, men der var dog Ingen at ſee. Tilſidſt kom det ganſke nær hen til deres Seng, og de hørte da ligeſom en ængſtelig Stønnen, derpaa fjernede Skridtene ſig igjen, og nu vilde de have ſeet, at Stolene ligeſom ved en uſynlig Haand bleve flyttede midt ud paa Gulvet. Da kunde de ikke længer udholde det for Angſt, de ſtyrtede ud af Sengen og ind til mine Forældre, forat ſøge Hjælp. Min Fader loe dem ud, foreſtillede dem, at det Hele maatte have været Indbildningskraftens Spil, og ſøgte at overtyde dem derom, ved at følge dem ind igjen i Blaaſalen og der viſe dem, at Stolene endnu ſtod paa deres gamle Plads langs Væggene. Men det hjalp ikkun lidet; de vedblev ſin Paaſtand om at have hørt og ſeet hvad de fortalte. Han forbød dem dog at fortælle deres Drøm, eller hvad det nu var, til Børnene, for ikke at ſkræmme dem med ſlige Indbildninger; men naturligviis kom Hiſtorien alligevel mig for Øren; jeg turde ikke gaae til min Fader med de Spørgsmaal, der brændte indeni mig om dette, men jeg betroede mig til min Moder, ſom beroligede mig, ſaa godt hun kunde,