Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
29

for „den brune Mands“ Vandringer. Denne brune Mand var en Tradition i Præſtegaarden og ſkulde være Gjenfærdet af en forlængſt afdød Præſt, der i ſin Tid havde begaaet en eller anden Udaad, hvorfor dette Værelſe havde været Skuepladſen. Et gammelt Tyende, der pleiede at være længſt oppe om Aftenen forat lukke Gadedøren og ſee til Huſet, naar de Andre vare gaaede til Ro, paaſtod ofte at have ſeet en lille brunklædt Mand gaae ſagte og ſukkende opad Trappen, og forſvinde ved Døren til Blaaſalen, hvorfra der da ſiden hørtes Støi, ſom af Stole og Borde, der bleve flyttede. En Sommer var min Moders Søſter, en halvvoxen Pige, ſamt en anden ung Pige af Familien, i Beſøg hos os, og havde deres Natteqvarteer paa Blaaſalen. Om de nu havde hørt Sagnet om den brune Mand i Forbindelſe med deres Værelſe, og derved deres Phantaſi var bleven ophidſet til at foregjøgle dem Allehaande i den Retning, veed jeg ikke, men viſt er det, at de begge en Nat kom ſtyrtende ind i mine Forældres Soveværelſe, ſom laae i Nærheden, halvt D ude af ſig ſelv af Skræk, og fortalte, at de ikke turde være længer alene i Blaaſalen, der var ſaadan underlig Støi. De paaſtod, at de havde ligget ganſke vaagne, det var lys Sommernat, ſaa de