skikket til at nære Forestillingen om et Spøgelsekammer; det var langt og smalt og meget dunkelt, da kun eet Vindue gik ud til Gaarden, og dette Vindue var udenfor næsten tildækket ved en Svalgang og et stort Lønnetræs Grene. Denne Dunkelhed blev endnu forøget ved de mørke Tapeter, hvormed det var betrukket, og hvorpaa der var malet legemsstore Figurer i Dragter fra det forrige Aarhundredes første Halvdel: Mænd med tynde Been, sorte Kjoler med brede Skjøder og uhyre Allongeparykker paa Hovedet, dertil Damer i Fiskebeenskjørter og med høi Frisur. Med strenge Blikke saae disse Billeder ned paa mig, naar jeg listede mig derind, og det syntes mig ikke utroligt, at det var disse Spøgelsefigurer, der om Natten steg ned fra Væggene og vandrede omkring i Kammeret. Det var vel ogsaa derfor, troede jeg, at nu hverken Bispen, eller Greven (nemlig Grev Wedel, der undertiden kom forat besøge min Fader) der turde tilbringe Natten, men foretrak den blaa Sal ovenpaa. Og dog knyttede sig ogsaa til Blaasalen et Sagn om, at der ikke skulde være ganske sikkert for Spøgeri. Dens Udseende var ikke i Harmoni med slige dunkle Skygger, den var lys og venlig og benyttedes som oftest til Gjæstekammer. Og dog skulde den være Maalet
