ning endnu adskillige Rum, hvortil en særlig Erindring knytter sig. Huset var, som de fleste gamle Præstegaarde paa Landet, afdelt i Midten ved en stor Gang eller Forstue, paa hvis ene Side laae de daglige Værelser, paa den anden de, der benyttedes ved særegne Leiligheder. Fra denne Gang kom man ogsaa her tilhøire ind i den saakaldte Storstue, hvis Døre kun aabnede sig, naar der var Selskab eller naar sjeldne Gjæster ankom. Dette meget store Rum, med Vinduer til to Sider, indeholdt vistnok i sig selv ikke noget videre Mærkværdigt med sine bare Bjælkevægge og simple Birketræs Meubler, men for mig var der dog altid en særlig Duft derinde, og naar det lange Bord dækkedes med sneehvid Dug og blinkende Sølvtøi, vidste jeg, der var noget Høitideligt paafærde. Og indenfor Storstuen igjen, mod Gaardspladsen, laae det Allerhelligste, Bispekammeret, kaldet saa fordi Biskoppen havde havt sit Natteqvarteer her, naar han kom paa Visitats. Kun med Væven listede jeg mig derind, naar Døren tilfældigviis stod aaben, thi om dette Værelse gik der underlige Sagn; det laae saa afsides og var i Regelen ubeboet, og dog troede Folkene derfra undertiden om Natten at høre sælsom Larm og klagende Stemmer. Dets Udseende var ogsaa ganske
