Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/27

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
27

ning endnu adſkillige Rum, hvortil en ſærlig Erindring knytter ſig. Huſet var, ſom de fleſte gamle Præſtegaarde paa Landet, afdelt i Midten ved en ſtor Gang eller Forſtue, paa hvis ene Side laae de daglige Værelſer, paa den anden de, der benyttedes ved ſæregne Leiligheder. Fra denne Gang kom man ogſaa her tilhøire ind i den ſaakaldte Storſtue, hvis Døre kun aabnede ſig, naar der var Selſkab eller naar ſjeldne Gjæſter ankom. Dette meget ſtore Rum, med Vinduer til to Sider, indeholdt viſtnok i ſig ſelv ikke noget videre Mærkværdigt med ſine bare Bjælkevægge og ſimple Birketræs Meubler, men for mig var der dog altid en ſærlig Duft derinde, og naar det lange Bord dækkedes med ſneehvid Dug og blinkende Sølvtøi, vidſte jeg, der var noget Høitideligt paafærde. Og indenfor Storſtuen igjen, mod Gaardspladſen, laae det Allerhelligſte, Bispekammeret, kaldet ſaa fordi Biſkoppen havde havt ſit Natteqvarteer her, naar han kom paa Viſitats. Kun med Væven liſtede jeg mig derind, naar Døren tilfældigviis ſtod aaben, thi om dette Værelſe gik der underlige Sagn; det laae ſaa afſides og var i Regelen ubeboet, og dog troede Folkene derfra undertiden om Natten at høre ſælſom Larm og klagende Stemmer. Dets Udſeende var ogſaa ganſke