Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
26

tilbragte Reſten af Dagen. Vi Børn kunde dog aldrig rigtig ſlutte os til hende, men betragtede hende med frygtblandet Forundring, ſom hun ſad der i Læneſtolen med de udſlukkede Øine under den grønne Skjærm, medens de travle Hænder uafladeligt vare beſkjæftigede med et ſtort Strikketøi, og hendes noget ſkarpe Snakketøi var i ligeſaa uafladelig Bevægelſe. Undertiden indbød hun da ogſaa mine Forældre og os til et Gjenbeſøg paa Bonni, og dette var en ſtor Begivenhed, thi did kunde vi ikke gaae, men Familievognen maatte for en Dag. Kjøretouren var os ogſaa det fornøieligſte af det Hele, thi oppe paa Bonni kunde vi ikke rigtig finde os tilpas, trods alle de gode Sager, der vankede, og trods det mærkværdige Stueuhr med Skibet, der gyngede ſig op og ned paa Skiven. Mærkeligt var det dog at iagttage, hvorledes Provſtinden, trods ſin Blindhed, kunde gaae ſikkert om i det hele Hus, ſinde alle ſine Nøgler rigtigt, og ſelv beſørge alt en Værtindes Gjøremaal. — Men det er paa Tide, vi fra disſe Udflugter vende tilbage til Præſtegaarden. I dens Indre var der endnu Adſkilligt, ſom ſyntes mit barnlige Sind mærkværdigt, og ſom jeg her vil optegne. Foruden det føromtalte grønne Værelſe var der i den ſtore Byg-