Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/25

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
25

fra det gule Anſigt uhyggeligt hen paa os. Vi ſad ſom forſtenede, medens den frygtelige Skikkelſe nærmede ſig meer og meer, og endelig ſtrakte ſin lange magre Haand ind over Bordet, forat gribe vort Legetøi. Nu udſtødte vi Alle et Rædſelsſkrig, foer op fra vore Sæder og ſtyrtede ind i den anden; Stue, raabende om Hjælp. Familien kom ſtrax til; Oberſtlieutenanten, ſom nok vidſte hvorledes den ſtakkels Vanvittige ſkulde behandles, traadte raſk hen til hende, greb hende faſt under Armen, med de beſtemte Ord: „Kom nu, Faſter, nu ſkal vi tilbords“, og førte ſaaledes den halv Modſtræbende gravitetiſk ud af Stuen, formodentlig tilbage til hendes Kammer, thi vi ſaae hende ikke mere. Det varede imidlertid Noget, inden vi kunde komme os af denne Skræk, og endnu længere inden vi atter turde følge vore Forældre paa Beſøg til Valle. — Omtrent en halv Miil fra Præſtegaarden, oppe under Aaſen, laae Enkeſædet, Gaarden Bonni. Der boede den forrige Præſts Enke, Provſtinde Hammer, allerede dengang en gammel Kone, og blind, men desuagtet rørig og dygtig til al Slags Hus- og Haandgjerning. Hver Søndag kom hun kjørende til Kirke i ſin høiryggede, gammeldags Kariol, og efter Gudstjeneſten kom hun da op i Præſtegaarden, hvor hun