kelser i Harnisk og røde Uniformer saae ned til mig fra Væggene, og den gamle Generalinde Grüner, som da endnu levede, en statelig Dame, formelt bød os Velkommen. Generalindens Svigersøn, den tykke, joviale Oberstlieutenant med hans venlige Kone formildede ved deres Hjertelighed dog som oftest det første noget høitidelige Indtryk, og snart befandt vi Børn os ganske ugenert og fortræffeligt, naar vi i et lidet Sidekabinet, med Husets egne, bleve placerede om et rundt Bord, hvor der var opstillet det deiligste Legetøi og Bagværk til vor Afbenyttelse. Men engang, kan jeg dog huske, blev vor Glæde ogsaa der forstyrret paa en forskrækkelig Maade. Paa Gaarden levede nemlig en gammel sindsforvirret Frøken, Søster til den afdøde General. Ofte havde vi hørt Tale om denne „Faster“, som hun kaldtes, og hendes uhyggelige Væsen, men havde endnu ikke seet hende; hun var ikke saa gal, at hun holdtes indespærret, men opholdt sig dog mest i et afsidesliggende Værelse. Som vi nu bedst sad i vor Leg ved Bordet, gik en Sidedør pludselig op, og ind traadte en høi, mager Kvindeskikkelse, indhyllet i en lang, sort, forreven Silkekjole, hendes graa Haar faldt uredt ned over hendes Skuldre, og de mørke, vilde Øine stirrede
