dens kloge Kone, at sige i god Forstand, thi med Kvaksalverier gav hun sig aldrig af. Men til Præstegaarden kom hun dog mest, der var hun ofte i hele otte Dage ad Gangen og hjalp til, hvor Noget skulde ordnes i Huset. Med Frydeskrig saae vi Børn altid hendes Komme imøde. Stor var ogsaa Glæden, naar jeg undertiden fik Lov til at besøge hende i hendes Hjem, en af Revaagaardene, der ligge en halv Fjerdingvei fra Præstegaarden. Det graa, noget forfaldne, Bjælkehus med Svalgange ovenom laae omgivet af en lille, smukt holdt Have, en Sjeldenhed hos norske Bønder. Der var en Rigdom af Ribs og Stikkelsbær, og alle Urtebedene vare indfattede med Abrod, Balsom og Lavendel. Den stærke Duft af disse Planter bringer mig endnu altid Mindet om Mari Revaas lille Have med dens Ildlilier og Dueblomster. Indenfor i Stuen var der tarveligt og gammeldags, men renligt og net; med nogen Ængstelse fulgte jeg dog den kjære Mari derind, thi der sad gjerne i sin Kubbestol hendes Mand, den gamle Jørgen Revaa, og snittede paa et eller andet Træarbeide. Han indgjød mig altid en vis Frygt, thi han var en høi, alvorlig, noget ordknap Mand, med et frastødende Ydre; jeg kunde ikke begribe hvorledes
