Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/21

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
21

dens kloge Kone, at ſige i god Forſtand, thi med Kvakſalverier gav hun ſig aldrig af. Men til Præſtegaarden kom hun dog meſt, der var hun ofte i hele otte Dage ad Gangen og hjalp til, hvor Noget ſkulde ordnes i Huſet. Med Frydeſkrig ſaae vi Børn altid hendes Komme imøde. Stor var ogſaa Glæden, naar jeg undertiden fik Lov til at beſøge hende i hendes Hjem, en af Revaagaardene, der ligge en halv Fjerdingvei fra Præſtegaarden. Det graa, noget forfaldne, Bjælkehus med Svalgange ovenom laae omgivet af en lille, ſmukt holdt Have, en Sjeldenhed hos norſke Bønder. Der var en Rigdom af Ribs og Stikkelsbær, og alle Urtebedene vare indfattede med Abrod, Balſom og Lavendel. Den ſtærke Duft af disſe Planter bringer mig endnu altid Mindet om Mari Revaas lille Have med dens Ildlilier og Dueblomſter. Indenfor i Stuen var der tarveligt og gammeldags, men renligt og net; med nogen Ængſtelſe fulgte jeg dog den kjære Mari derind, thi der ſad gjerne i ſin Kubbeſtol hendes Mand, den gamle Jørgen Revaa, og ſnittede paa et eller andet Træarbeide. Han indgjød mig altid en vis Frygt, thi han var en høi, alvorlig, noget ordknap Mand, med et fraſtødende Ydre; jeg kunde ikke begribe hvorledes