kan erindre, men til Ingen af dem, naturligviis med Undtagelse af Fader og Moder, følte jeg mig dog hendraget med saadan Inderlighed, som til en gammel Bondekone fra Nabolaget, der ofte besøgte os, Mari Revaa hed hun. Det var et prægtigt Exemplar af en gjæv norsk Bondekone, saa mild og saa stærk paa eengang. Alt til de forrige Præstefolk havde hun sluttet sig med Kjærlighed, og hun gik fra den ligesom i Arv til os. Mari havde selv ingen Børn, men en Moders Hjerte for Andres. Jeg seer hende endnu, saa smuk hun var med det kloge, rene gamle Ansigt, de blaa, trofaste Øine og det stramt opstrøgne graa Haar under det krusede, sneehvide Hovedlin. Hun kom sjeldent uden at have noget Godt med til os Børn (Familien forøgedes under Opholdet paa Sande med endnu to Drenge) enten Bær og Blomster fra sin lille Have, eller lækkert Bagværk, som hun var en Mester i at lave. Derfor kunde heller intet Gilde i hele Sognet rigtig lykkes, uden at hun maatte være der, forat lave Kagerne. Men ikke alene i Kogekunsten gav hun gode Raad, ogsaa i andre vanskelige Tilfælde blev hun adspurgt, som den, der altid vidste Raad; Mari Revaa var derfor høit anseet i hele Egnen og kunde med Rette kaldes
