Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
20

kan erindre, men til Ingen af dem, naturligviis med Undtagelſe af Fader og Moder, følte jeg mig dog hendraget med ſaadan Inderlighed, ſom til en gammel Bondekone fra Nabolaget, der ofte beſøgte os, Mari Revaa hed hun. Det var et prægtigt Exemplar af en gjæv norſk Bondekone, ſaa mild og ſaa ſtærk paa eengang. Alt til de forrige Præſtefolk havde hun ſluttet ſig med Kjærlighed, og hun gik fra den ligeſom i Arv til os. Mari havde ſelv ingen Børn, men en Moders Hjerte for Andres. Jeg ſeer hende endnu, ſaa ſmuk hun var med det kloge, rene gamle Anſigt, de blaa, trofaſte Øine og det ſtramt opſtrøgne graa Haar under det kruſede, ſneehvide Hovedlin. Hun kom ſjeldent uden at have noget Godt med til os Børn (Familien forøgedes under Opholdet paa Sande med endnu to Drenge) enten Bær og Blomſter fra ſin lille Have, eller lækkert Bagværk, ſom hun var en Meſter i at lave. Derfor kunde heller intet Gilde i hele Sognet rigtig lykkes, uden at hun maatte være der, forat lave Kagerne. Men ikke alene i Kogekunſten gav hun gode Raad, ogſaa i andre vanſkelige Tilfælde blev hun adſpurgt, ſom den, der altid vidſte Raad; Mari Revaa var derfor høit anſeet i hele Egnen og kunde med Rette kaldes