Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
19

komiſke Fremſtammen af de haarde, nordiſke Ord. Han ſprang vel ofte omkring med mig under Latter og Sang, men kunde ikke ſaaledes fæſte mig til ſig, ſom den med min Natur mere ſamſtemmende Engelſkmand. En eiendommelig Side af hans ſydlandſke, letfængende Natur kunde jeg vel ikke endnu opfatte, men min Moder har ſiden fortalt mig, at han gjorde ſtadigt Cour til Egnens ſmukke unge Piger. Iſær var der en Jomfru Willborn, der tjente i Præſtegaarden ſom Husjomfru, hvis rigtignok ſjeldne Skjønhed han ſværmede for. Han kunde ſidde og betragte hende med beundrende Blikke, medens hun gik om i ſin huslige Gjerning, og ſaa pludſeligt bryde ud: „Du er vel ſmuk,Du!“ — Hun loe af det Hele, thi hun var forlovet med en Skibscapitain fra Holmeſtrand og ſkulde ſnart have Bryllup. Dette ſtod i Præſtegaarden, og ſtor var da Hr. Desnouys’s Sorg, ſom dog ikke forhindrede ham fra at dandſe lyſtigt paa Bryllupsaftenen. Af den hele Herlighed erindrer jeg kun Brudens lyſerøde Silkekjole, ſom gjorde et ſtærkt Indtryk paa mig. — Snart efter forlod ogſaa Desnouys vort Hus, og jeg har ſiden Intet hørt til ham.

Dette var nu de af Huſets Beboere, jeg meſt