komiske Fremstammen af de haarde, nordiske Ord. Han sprang vel ofte omkring med mig under Latter og Sang, men kunde ikke saaledes fæste mig til sig, som den med min Natur mere samstemmende Engelskmand. En eiendommelig Side af hans sydlandske, letfængende Natur kunde jeg vel ikke endnu opfatte, men min Moder har siden fortalt mig, at han gjorde stadigt Cour til Egnens smukke unge Piger. Især var der en Jomfru Willborn, der tjente i Præstegaarden som Husjomfru, hvis rigtignok sjeldne Skjønhed han sværmede for. Han kunde sidde og betragte hende med beundrende Blikke, medens hun gik om i sin huslige Gjerning, og saa pludseligt bryde ud: „Du er vel smuk,Du!“ — Hun loe af det Hele, thi hun var forlovet med en Skibscapitain fra Holmestrand og skulde snart have Bryllup. Dette stod i Præstegaarden, og stor var da Hr. Desnouys’s Sorg, som dog ikke forhindrede ham fra at dandse lystigt paa Bryllupsaftenen. Af den hele Herlighed erindrer jeg kun Brudens lyserøde Silkekjole, som gjorde et stærkt Indtryk paa mig. — Snart efter forlod ogsaa Desnouys vort Hus, og jeg har siden Intet hørt til ham.
Dette var nu de af Husets Beboere, jeg mest
