vidstløs blev hun baaren ind, jeg fulgte bag efter ved min Moders Haand, hulkende af Sorg, selv min Moders Kjærtegn kunde ikke trøste mig, jeg havde en tydelig Fornemmelse af, at jeg var Skyld i den hele Ulykke; jeg syntes, jeg havde dræbt Live. Heldigviis havde Armbruddet ingen videre farlige Følger for hende, hun kom sig snart, og min Sorg, saa heftig den end i Førstningen var, fløi snart bort paa det barnlige Sinds lette Vinger. Kun nærede jeg endnu længe en hemmelig Gysen for Hammershøi, og dog droges jeg forunderligt derop, men naar jeg var der, kom Angsten altid over mig, og jeg syntes at vrede Straffestemmer hviskede til mig fra Løvkronerne over mit Hoved. Jeg flygtede da gjerne aandeløs tilbage til Huset, hvor jeg ved kjærlige Hjerter følte mig sikret mod al Fare.
Ja, Huset, med dets mange Rum og dets forskjellige Beboere, det var ogsaa en Verden for sig, som jeg havde nok med at udforske, naar den ublide Aarstid forhindrede mig fra at gjøre Udflugter til Lunden og Haven. Især mindes jeg det grønpanelede Værelse mod Haven, i hvilket Familien mest samledes om Vinteren; det var mig saa hjemligt og trygt, jeg seer endnu den gammeldags, med rødt Plyds betrukne Canapee, hvor min Fader sad
