Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/15

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
15

vidſtløs blev hun baaren ind, jeg fulgte bag efter ved min Moders Haand, hulkende af Sorg, ſelv min Moders Kjærtegn kunde ikke trøſte mig, jeg havde en tydelig Fornemmelſe af, at jeg var Skyld i den hele Ulykke; jeg ſyntes, jeg havde dræbt Live. Heldigviis havde Armbruddet ingen videre farlige Følger for hende, hun kom ſig ſnart, og min Sorg, ſaa heftig den end i Førſtningen var, fløi ſnart bort paa det barnlige Sinds lette Vinger. Kun nærede jeg endnu længe en hemmelig Gyſen for Hammershøi, og dog droges jeg forunderligt derop, men naar jeg var der, kom Angſten altid over mig, og jeg ſyntes at vrede Straffeſtemmer hviſkede til mig fra Løvkronerne over mit Hoved. Jeg flygtede da gjerne aandeløs tilbage til Huſet, hvor jeg ved kjærlige Hjerter følte mig ſikret mod al Fare.

Ja, Huſet, med dets mange Rum og dets forſkjellige Beboere, det var ogſaa en Verden for ſig, ſom jeg havde nok med at udforſke, naar den ublide Aarstid forhindrede mig fra at gjøre Udflugter til Lunden og Haven. Iſær mindes jeg det grønpanelede Værelſe mod Haven, i hvilket Familien meſt ſamledes om Vinteren; det var mig ſaa hjemligt og trygt, jeg ſeer endnu den gammeldags, med rødt Plyds betrukne Canapee, hvor min Fader ſad