i Førstningen gik naturligviis min Udsigt ikke saavidt engang; det er først efter senere Erfaring, jeg har sammensat dette Billede. Min Verden var i de første Aar kun Huset, Haven og Lunden — og dog syntes den mig stor nok — hvad der laae udenfor dens Grændser hørte til det Ubekjendte, Uendelige, som det barnlige Sind vel ofte længtes efter, men ogsaa frygtede for at vove sig ud i.
Ved det første Glimt af min Tilværelse her, som har fæstnet sig i min Hukommelse, seer jeg mig sidde paa Tærskelen udenfor Husdøren og lege med smaa farvede Stene og Skjæl, som jeg opsamlede fra Grusgangen, der gjennem et hvidt Stakit førte ind fra Landeveien til Huset. Dog snart vare de døde Stene, hvormeget Liv end min barnlige Indbildningskraft gav dem, mig ikke mere nok; jeg begav mig paa Opdagelsesreiser ud i Haven, til de brogede Blomster og de fristende Bær — de talte nu et andet og livligere Sprog til mig, og jeg kunde ikke faae nok af dem i mine smaa Hænder, men strøede dem rigtignok saa strax efter ligegyldigt omkring, for strax efter at gribe efter nye. Et stort Fremskridt var det, da jeg lærte at gjøre Lænker af Løvetandsplantens hule Stængler, eller blæse deres runde Støvhoveder af. Et første Indtryk af
