Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/13

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
13

i Førſtningen gik naturligviis min Udſigt ikke ſaavidt engang; det er førſt efter ſenere Erfaring, jeg har ſammenſat dette Billede. Min Verden var i de førſte Aar kun Huſet, Haven og Lunden — og dog ſyntes den mig ſtor nok — hvad der laae udenfor dens Grændſer hørte til det Ubekjendte, Uendelige, ſom det barnlige Sind vel ofte længtes efter, men ogſaa frygtede for at vove ſig ud i.

Ved det førſte Glimt af min Tilværelſe her, ſom har fæſtnet ſig i min Hukommelſe, ſeer jeg mig ſidde paa Tærſkelen udenfor Husdøren og lege med ſmaa farvede Stene og Skjæl, ſom jeg opſamlede fra Grusgangen, der gjennem et hvidt Stakit førte ind fra Landeveien til Huſet. Dog ſnart vare de døde Stene, hvormeget Liv end min barnlige Indbildningskraft gav dem, mig ikke mere nok; jeg begav mig paa Opdagelſesreiſer ud i Haven, til de brogede Blomſter og de friſtende Bær — de talte nu et andet og livligere Sprog til mig, og jeg kunde ikke faae nok af dem i mine ſmaa Hænder, men ſtrøede dem rigtignok ſaa ſtrax efter ligegyldigt omkring, for ſtrax efter at gribe efter nye. Et ſtort Fremſkridt var det, da jeg lærte at gjøre Lænker af Løvetandsplantens hule Stængler, eller blæſe deres runde Støvhoveder af. Et førſte Indtryk af