Side:Andreas Munch - Barndoms- og Ungdoms-Minder.djvu/11

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
11

næſten eneſtaaende Tilfælde, hvorved han maatte bide i det ſure Æble at befordre en Mand, hvis Anſøgninger han havde erklæret aldrig ſkulde komme i Betragtning, ſaalænge han havde Magten.

Mod Slutningen af Aaret 1812 flyttede da min Fader med Familie til Sande. Saaledes kom det, at min vaagnende Bevidſthed modtog de førſte Indtryk fra det ſtille Præſtegaardsliv i denne idylliſke Egn, der ligeſom er et lidet Danmark midt i Norges ellers ſaa alvorlige og ſtrenge Natur. Jeg har ofte tænkt mig, at den ſtille og milde Stemning, der altid har dannet Grundtonen i min poetiſke Produktion, og den de ſenere Kraftpatrioter ſaa tidt har betegnet ſom ikke ram norſk nok, maaſke kan have ſin Grund i de blide, milde Naturomgivelſer, der førſt ſpeilede ſig i Barnets drømmende Sjæl. Sande Præſtegjeld beſtaaer hovedſageligt af en ſtor, vid, frugtbar Dal, der ſagte ſkraaner ſig op mod fjernt omliggende, lave, ſkovklædte Aaſer. Anſeelige Bøndergaarde ligge ſpredte omkring paa den ſlettelignende Dalbund og opad dens Skraaninger, og ſtore rige Kornagre og Enge bølge mellem dem, ſmukt afbrudte ved ſmaa Aſke- og Birkelunde. En blank Elv ſlynger ſig gjennem Dalen, og faaer ſit Udløb ikke langt fra Kirken i den dybe