Side:Andreas Faye - Norske Folke-Sagn (1844).djvu/96

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

60

færdelig at see paa. Den døde af samme Pileskud, men gav siden saadan Stank fra sik, at de omliggende Almuer paa Bispens Opfordring maatte forene sig om at faae den opbrændt, hvilket og skede. Beenraden laa mange Aar siden paa Stranden. Den mindste Part af hans Rygbeen kunde neppe en voxen Karl bære. Bispens Dreng fik god Betaling af Almuen, der maatte øde mange 100 Læs Ved førend den onde Stank og Lugt kunde forgaae.“ Efter et andet Sagn var det en Munk, som skjød en Piil i Øiet paa Ormen, som derpaa drev hen til Helgøen, hvor en Mand drog Pilen ud af den døde Orms Øie. Stedet kaldes til Minde derom den Dag i Dag Pilestøa. Ikke destomindre findes der endnu en Søorm, der snoer sig om den store Klokke fra Hammer, som man veed nedsænktes i Syvaarskrigen i Akersviken. Klokken skal man i klart Veir endnu kunne skimte; men forgjeves har man forsøgt paa at bringe den op, uagtet man engang skal have faaet den lige op i Vandskorpen.

[Meddeelt.]

Anm. (Klüwer 112. Top. Journal 13, 116. Oedmann 351. Budstikken 2, 823). At disse mjøsiske Orme ei have været at spøge med, kunne vi see af en gammel Beretning fra 1656, der findes i Pontoppidans Norges naturlige Historie 2, 65. En saadan Wasserwurm tog sig en Tour fra Mjøsen over Land til Spirillen, og er formodentlig da den samme, som mod onde og farlige Tider viser sig i denne Sø. (See Top. Journ. 30, 179). „Er var anzusehen wie ein gewaltiger Mastbaum, was ihme im Wege stunde, das warf er übern Hauffen, auch selbst die Bäume und Hütten. Er erschreckte mit seinem großen Gezisch und erschrecklichen Brüllen alle umher wohnende Leute.“

At Verdenshavet i den nordiske Mythologi betegnes under Billedet af den berømte og frygtelige Midgaardsorm, der i Mytherne spiller en saa vigtig Rolle, er vel vist; men om de mange Sagn om Orme i de norske Søer fra den have deres første Oprindelse tør jeg ligesaalidt paastaae, som afgjøre, om disse Sagn grunde sig paa noget Virkeligt eller kun ere opdigtede.

At derimod i stille Veir ved Norges Kyster stundom vise sig uhyre Søorme kan neppe benegtes, da troværdige Folk forsikkre endnu i vore Dage at have seet dem (Sammenlign den