vestlandske Tidende No. 22, og Hr. Sorenskriver Bloms samt Biskop Neumanns paa troværdige Folks Beretninger grundede Vidnesbyrd. Budstikken 6te Aargang 159 og 578, Urda 2, 158, Morgenbladet for 1837 No. 272, hvor en Afhandling af nordisk Ugeskrift, findes optaget. Sammenlign das Meer, seine Bewohner und seine Wunder, af Zimmermann 1837 og Morgenbladet 1839 No. 361. Dagen 1835 No. 78). Hertil kan lægges den naturkyndige Hibberts Erklæring i hans description of Shetland P. 565. „The existence of the sea-snake, a monstre fifty-five feet long, is placed beyond a doubt by the animal, that was thrown on shore in Orkney, the vertebre of whichh are to be seen in the Edingburgh-Museum.“
Den Skribent, som hos os mest udførlig har omhandlet Søormen, er E. Pontoppidan i hans Norges naturlige Historie, hvor endog 2 Afbildninger af Søorme findes. Efter hans Vidnesbyrd, der grunde sig paa bergensiske og nordlandske Sømænds og andre Øienvidners Beretninger, opholde disse Uhyrer sig i Havets Dyb, undtagen i Juli og August, da de i Havblik komme op i Vandskorpen, men synke igjen, saasnart Vinden det mindste begynder at kruse Vandspeilet. At lignende Sagn for over hundrede Aar siden løde i Nærheden af Flekkefjord kan sees af Gyldenlöves Dag-Register 1705. Efter Commandeur de Ferrys 1746 for Retten aflagte Vidnesbyrd „var den Søorm, han saa i Nærheden af Molde, ellers af Skabning i Hovedet som han holdt mere end 1 Alen over Vandet, som et Hestehoved, graaagtig af Couleur og Mulen ganske sort, meget store sorte Øine og et langt hvidt Fax, som hængte ham over Halsen i Søen; man saa ellers 7 à 8 Bugter af samme Dyrs Krop, som var meget tyk, ligesom der og efter Gisning var en Favn imellem hver Bugt.“ (Pontoppidan 2, 321). Efter den daværende Prest paa Herø, Tuchsens og Nabopresters Vidnesbyrd vare disse Søorme saa tykke, som et dobbelt Øxehoved, havde store Næseborer og blaa Øine, som i Frastand lignede et Par blanke Tintallerkener. Paa Halsen havde de en Man, der i Frastand lignede Tang. Bevergjel skulle de sky. Hermed fortjene at samenlignes den gamle svenske Historieskriver Olaus Magnus’s Vidnesbyrd i hans historia de gentibus Septentrionalium Lib. XXI C. XXVII og Olafsens islandske Reise 794.
