ge-Thusser og Haugbuer; og af dem have udentvivl de gjengse Benævnelser, som man giver smaa og ubetydelige Personer: Tusse, Tussil, Tusling, ja maaskee og Tosse deres Oprindelse. Navnet gjenkjende vi i Angelsachsernes Thyrs. Tydskernes Duss og det engelske Teus, der skal betyde en underjordisk Dæmon eller et Spøgelse. (Lexicon myth. S. 983).
2) Vette, Angelsachsernes wiht, betyder ethvert Væsen i Almindelighed, og betegner i de mythiske Sange en vis Personlighed, som de Gamle meente fandtes i det for vore Øine Livløse saavelsom det Levende; og naar vi læse i Vegtams Qvide, at Aserne bade alle Vetter skaane Baldr, da siges i Gylfelegen, at det var baade Ild og Vand, Jern og alskens Malm, Jord og Steen, Træ og Sol, Dyr og Fugle, Edder og Orme.“ (Nordens Myth. af Grundtvig 1832, S. 261), lexic. myth. 831. Som en Levning af denne Oldtids Lære kan betragtes den Tro blandt Almuen paa flere Steder i Landet, at de Underjordiske kunne iføre sig Dyreskikkelse og fornemmelig ynde at forvandles til Padder.
Sagn om Vetter ere nu blandt Almuen sjeldne, da de indbefattes under det almindeligere Navn „De Underjordiske.“ I de gamle Søgur omtales ofte saavel Vetter, og Meinvetter (Fornm. Søgur 5, 171, Yngl. Saga C. 16, 33) som Landvetter. De sidste, der ligesom Romernes genii loci betegnede et Landskabs Skydsaander, stode i gamle Dage i saa stor Anseelse, at Harald Blaatand brugte Frygten for dem som Undskyldning for, at han opgav sit Tog til Island (Snorre Olaf Tryggvasons S. Cap. 37) hvor der endog ved Lov var forbudt ethvert Skib, som nærmede sig Landet, at føre et gabende Hoved paa Forstavnen, for at Landvetterne ei skulde skremmes; (Landnamabok S. 299, Thatr Thorsteins Uxafots i Fornmanna Søgur 3, 105) og efterat Hjørleif var dræbt varede det længe inden nogen Mand „fyrir Landvættum“ torde nedsætte sig paa hans Gaard (Landnamabok P. 318). Geirstadalf raadede Hrane, at han skulde afskjere Lappen, hvis „illar vættir“ skulde tage i hans Klæder, naar han opbrød hans Haug. (Olaf den Helliges Saga C. 16).
Ligesom man i Throndhjem taler om Ovetter (onde Vetter), saaledes havde man ogsaa paa Island Uvetter eller Ovetter, der ogsaa kaldtes Meinvettir Paa Færøerne kaldes Vetterne Vettar eller Vattrar og i Sverige Vettor eller Vittror, der ansees for at være faldne Engle.
3) Dverger (Dvergr, Pl. Dvergar), der ansees for at være smaa, men langarmede, spillede i den nordiske Mythologi en vigtig Rolle, og vare bekjendte for deres Kunstfærdighed.
