og Aaser eie de skjønne Huse, Kirker og kostbart Bohave, især Sølv. De efterligne næsten i Alt os Mennesker, sætte Priis paa Mad, Drikke og muntre Gjestebud. Ved Juletider og i Bryllupper, især naar Bruden er en bortsnappet Pige, leve de høit og i Glæde. De bede til Bryllups og have deres Bedelag ligesom Folk paa Landet; men de begynde stedse deres Bryllupper Thorsdagsqveld og om Natten Klokken henved tolv drager den hele Færd afsted til deres Kirker med Spil og Musik. En Mand paa Vestlandet mødte engang en saadan Færd. Bruden tog selv Krandsen af Hovedet og rakte ham den; „men klogt gjorde han, at han ei tog imod den, thi havde han saa sandt taget imod den, som han var bleven bortført af Færden.“ Thusserne ere velskabte, men enten blege eller blaae af Farve. Naar Solen er gaaet ned og „Thusmørket“ begynder, er det deres Færdselstid. Da er det farligt for Mennesker, men især for unge Piger, som Thusserne godt kunne lide, at gaae forbi de Steder, hvor de have deres Tilhold, thi en fortryllende Musik lader sig høre, og man havde især i gamle Dage hyppige Exempler paa Piger, der bleve indtagne i Bjerge og Høie[1]. Om smaa Børn tykkes de ogsaa vel, og tilforn hendte det ikke sjelden, at de byttede dem om med deres egne, der hverken ere saa trivelige eller saa smukke. At slaae et Kors over Barnet, brænde Lys eller lægge Staal i Vuggen hindrer imidlertid al Ombytning[2]. Børn, der have været indtagne i Høie, men igjen ere komne ud, trives aldrig siden, men blive gjerne deres hele Levetid tomsede, og i saa Henseende ikke ulige de Underjordiskes forbyttede Børn, der kaldes Byttinger[3]. Vetterne, der i Throndhjems Stift deles
- ↑ Slige Steder kaldes derfor almindelig Spillemandshauger, Spillemandsknolde o. s. v.
- ↑ Det sikkreste Middel er dog, at faae Børn døbt, thi da formaae de Underjordiske Intet over dem.
- ↑ Disse udmærke sig ved stort Hoved men lidet Vet. De ere derhos stygge, straalende og meget ustyrlige. Dog vide de at
