12
de, og til Gjengjeld tager den forbiseilende Nordlænding
ligesaavel Hatten af for ham, som for Møen paa Lekø.
Nu er han vel Steen, men fordum var det Liv i
ham, da han var en Jøtul, som med sin Hustru pleiede at
more sig med at roe ud paa Havet og fiske i de klare Maaneskinsnætter.
Da han engang var ude, brød en stærk
Storm løs. Vældig kjæmpede han mod Storm og Bølger;
men saa stærk han var, aarkede han ei at naae Land, førend
det begyndte at dæmre. Da Trold ei taale Dagens Lys,
skyndte han sig i al Fart med Baadsseilet under Armen
for at naae hjem; men inden han vidste deraf stod Solen
op. Dens første Straaler rammede den stakkels Jøtul.
Til Steen blev han strax, og i Steen staaer han den Dag
i Dag under Navn af Vaagekallen. Hans Kone, som
ogsaa havde været ude i Stormen og var noget tung tilfods,
rammedes af Solstraalerne just som hun steg i Land og
forvandledes paa Stedet til en Steen, der endnu kaldes
Kjerringen.
Anm. Mundtlig og meddeelt. Findes ogsaa i Finmarkens Amtstidende 1, N. 14 og i Bien 4, 48.
Raamanden og Djurren paa Molaup.
Udaf et Hul paa det høie Fjeld, der hæver sig over Gaarden Molaup ved Jørgensfjordens Bred paa Søndmør, kommer stundom Ild og Røg, forbunden med Knald, hvilket man tilforn tilskrev et Trold, som boede i Fjeldet. Sagnet beretter, at en Djurre eller et Huntrold her havde sin Bopæl. Til hende beilede Jutulen i Raamandsgjøllet, der findes i Nærheden. For at tage sin Frier i Øiesyn seilede hun hen til ham, men fandt ham ved sin Ankomst saa liden og raa ɔ: udygtig, at hun af Ringeagt spyttede paa ham. Derved forvandlet til Steen er han endnu i Mands Skikkelse at see paa Fjeldet under Navn af Raamanden.
