Paa Tilbagereisen blev hun overfalden af en heftig Storm,
der nær havde ladet hende strande mellem Gaardene Nes
og Molaup; men ved et vældigt Stød med sin ene Fod
mod Stranden (Sporet deraf, „Djurre-Føttet,“ vises endnu)
gav hun Skibet en saadan Fart, at det gik lige over Fjorden
til Gaarden Stavsæt. Her stødte det an imod en Bjerghammer,
i hvilken man endnu seer det Hul, som Stødet
frembragte. Ved denne Tørning sank imidlertid baade Trold
og Skib, og der paa Stedet fremkom et blindt Skjer, Stavsæt-Fluden,
der er en af de bedste Fiskepladse i den hele
Fjord. – (Strøms Beskrivelse over Søndmør 2, 307.
Budstikken 6te Aargang P. 611).
I Dunkerabjerg i Fosen boede en Jutul ved Navn Dunker. Han blev engang forelsket i en ung Christenmø, som han tog ind til sig i Bjerget. Her sad Pigen sorrigfuld med qvalt Graad, medens Jutulen lavede istand til Bryllupsfesten. Da Aftenen for Bryllupet kom, drak Dunker lystig og blev meget oprømt. Pigen, som ofte forgjeves havde villet aflokke Jutulen hans Navn og derved frelse sig (Christenfolk dræbe Jutuler ved at raabe paa deres Navn), benyttede sig nu af Leiligheden, fik Troldet til at lægge sit Hoved i hendes Sjød, luskede ham og gjorde ham saa glad, at han tilsidst sprang op, dandsede og sang:
Hei, hei, Dunkeromdei!
Imorgen tager for første Gang
Herr Dunker Bruden sin i Favn;
Da udbrød Pigen glad. Nei, stakkels Hr. Dunker! og med det samme sprak Dunker, dat ned saa tungt, at Bjerget brast og Pigen gik frelst ud.
[Meddeelt].
