lede alle hans Sendebud til Steen, og disse ere endnu som
Skjer at see rundt om Øens nordlige Kant. Forbittret
over saadan Fremfærd spendte Jutulen sin Bue, for paa
Stand at hevne denne Fornærmelse. Den vældige Piil
foer afsted, og gik tvert igjennem det høie Fjeld, Torgehatten,
hvor man endnu seer det store Hul, som Pilen
banede sig igjennem den haarde Klippe[1]. „Det Straa bær
i Veien,“ udbrød Jutulen; men sagtnet i Farten ved at
bane sig Vei igjennem Torgehatten, naaede Pilen ei ganske
sin Bestemmelse. Den dalede ned ved Møens Fødder paa
den nordlige Kant af Lekø, og der ligger den endnu i Skikkelse
af en stor langagtig Steen. Ved gjensidig Troldom
forvandledes de begge til Steen, og skulle saaledes sidde og
see paa hinanden lige til Dommedag.
Dndnu i vore Dage seiler sjelden en Nordlandsfar forbi uden at tage Hatten af for Møen paa Lekø.
Anm. Saavel mundtligt som meddeelt. I Lunds Reise S. 4 findes Sagnet noget anderledes fortalt. Hestmanden beskrives som „en Ridder i fuld Rustning til Hest. Man seer Hjelmen og den bølgende Hjelmbusk, de stærke Skuldre og Mantelen, der kaster vide Folder og fortsættes som Dække over Hestens Ryg; og om Møen beder det: „Paa Lekø sees en Steenfigur, ei ulig et Fruentimmer i Damekaabe.“ Hestmanden naaer en Høide af omtrent 1650 Fod. Kraft 6, 302.
I Vaagens Prestegjeld, Nord for Hestmandø, findes et høit Fjeld, der i en vis Frastand ligner en Mand med Fiskehat paa og med en Stang under Armen, som seer ud som en Raa. Fra den forbiseilende gyngende Baad seer det grangiveligen ud som om Kallen med Fiskehatten nikke-
- ↑ Hullets Bund er 380 Fod over Havspeilet, næsten 430 Alen langt og fra 90 til 220 Fod høit. Kraft, 6, 300.