paa, hvad Vanen kan gjøre, at de smaa Fjeldheste gaae paa denne af store Klippetrin bestaaende Vei med tunge Kløver, og at Kreaturerne vandre den Vaar og Høst til og fra de fede Græsgange oppe i Vidden eller Høifjeldet.
Anm. Hr. Sogneprest S. O. Wolff, hvem jeg skylder dette mærkelige Sagn, tilføier, at det er skrevet aldeles nøgent, som han hørte det af en Husmand, der boer tæt ved den frygtelige Urd. Han fortalte det, siger han, med et comisk Anstrøg, som selv Thors Færd der har, og besvarede det Spørgsmaal, hvorfor han brugte Udtrykket „Tungum-Hamri“ istedetfor det almindelige „Tungje-Hammaran:“ „Jau! dei seia so dei Gamle„ nær dei fortælle denne Saagu.“ En Anmelder af denne Sagnsamling i Skiens Ugeblad 1835 siger: „dette Sagn har jeg hørt baade i Sillejord og Hvidesø fortælle aldeles som Faye har nedskrevet, endogsaa med Udtrykket „Tungum-Hamri.“ Valhals øvrige Guder ere næsten forsvundne af Folkets Minde; men Thor, som Nordmændene i Hedenold især tilbade, mindes endnu, ei blot i dette Sagn, men, naar Tordenen („Thordaan eller Thorsreia) ruller, og Lynet, som paa nogle Steder af Bønderne kaldes „Thors Varme,“ knittrer. Nordenfjelds lever han ogsaa i det Ordsprog, som bruges, naar Noget er paafærde: „Jeg troer gamle Thor er laus.“ Thorsdagsqveld var tilforn og er maaskee endnu paa flere Steder halv Helg, og utallige Steder og Personer, ja endog Dyr, som den for sin Styrke blandt Almuen beundrede Skarnbasse, der kaldes Thordivel, — bære Thors Navn. Efter den nordiske Gudelære tabte Thor ogsaa engang sin Mjølner, og maatte forklædt reise til Jetternes Land for at faae den tilbage. See Qvadet om Thrym, F. Magnussens Edda 2, 105, hvormed kan sammenlignes Kjæmpevisen om Thord af Hafsgaard og Tosse-Grefven. “100 Udvalde Danske Viser“ Pag. 115.
„Og Loke — han er feig som han er fuul,
Og al hans Handling mangler Egenvillie.“
Nordens Guder.
I Thelemarken veed man at fortælle om et ondt Væsen, Lokje, der stundom forvexles med Djevlen selv. En-
