4
kestenen. Paa disse to Gaarde stode engang tvende Bryllupper, hvor man paa gammel nordisk Viis rakte Horn med skummende Øl flittigen om i Laget. Da faldt det Gud Thor ind at age ned og besøge sine gamle Venner Thelebønderne. Han gik da først hen til den ene Gjestebudsgaard, blev buden ind og skjenket Mundgødt; og tog Brudgommen selve Øltønden, drak Thor til og rakte ham den. Denne hugede godt baade Drikken og den gavmilde Skjenkemaade, og gik særdeles fornøiet hen til den anden Gjestebudsgaard for ogsaa der at smage paa Bryllupsølet. Her blev han ogsaa trakteret med samme; men man viste den Mangel paa Opmærksomhed at credense ham Drikken i en almindelig Bolle. Gud Thor, maaskee forvænt i den første Bryllupsgaard, kan hende ogsaa hed i Hovedet af de dybe Drag, han der havde taget af Tønden, blev høilig vred, slog Bollen mod Gulvet og gik sin Vei svingende sin Hammer. Han tog da det Brudepar, der havde givet ham at drikke af Tønden, og deres Gjester med sig op paa en Høi, hvor der endnu ligger nogle store Stene, der kaldes Brudestenene, for at lade dem være Vidne til, og unddrage dem den Ødelæggelse, hans Hevn havde bestemt hine, der havde fornærmet Asgards stærke Gud ved deres Karrighed. Han gik derpaa op paa Nuten, og slog med „Tungum-Hamri“ saa haardt i Fjeldet, at det ramlede ned og begrov under sig det andet Brudepar med Gaard og Alt. Men i sin Hede beregnede Gud Thor ikke rigtig Kraften og Balancen, saa at Tungum-Hamri ved Slaget gled ham ud af Hænderne, og fløi med Klippestykkerne nedover, hvor den blev borte i Urden. Thor maatte da ned at lede, og vred som han var og ærgerlig tillige, begyndte han at kaste et Klippestykke hid og et andet did, og væltede og rykkede saa længe, indtil han sandt sin Hammer. Ved denne Leilighed blev der banet en ordentlig Vei op igjennem Urden, som end den Dag i Dag kaldes Thors Vei. At den som et saadant Hastverksarbeide ikke blev synderlig god, kan man nok begribe, og det er et Beviis
