ville bortsnappe denne deres Overtro; men for mig ville de aldrig tilstaae, at de troe paa Saadant, fordi de, som jeg er kommet efter, troe, at det er overeensstemmende med Prestens Fordeel at neddæmpe Troen paa de Underjordiske; thi, sige de, han veed det ligesaa godt som vi; han har læst det i 6te Mosebog, der rigtignok ei staaer i Bibelen, men som Presterne have for sig selv.“ At det søndenfjeldske Norge i Troen paa de Underjordiske omtrent staaer paa samme Culturtrin, ville de efterfølgende Sagn vise, hvortil jeg kun vil tilføie en Tildragelse fra mine Studenterdage. I Selskab med nogle Universitetsvenner foretog jeg mig i Sommeren 1824 en Fodreise til Riukanfossen og Gaustafjeld. Til Veiviser paa Gausta fik vi en rask Bonde fra Vestfjorddalen, en for sin Stand sjelden oplyst Mand, der dog var ganske overtydet om de Underjordiskes Tilværelse. „Jeg har selv,“ fortalte han, „engang tilfjelds seet en Mand, som pludselig sank ned i Jorden for mine Øine, og det er bekjendt,“ tilføiede han, „at En af de Underjordiske, som i Udseende fuldkommen ligner En af os, friede til en Pige, der gav ham Afslag, uagtet han lovede hende Gaard, Buskap, og saa megen Sølvstads, som hun vilde eie.“ Da vi gjorde den Indvending, at
Maneer indeholder en fuldstændig Skildring af en udenfor Frænen i Helgelands Fogderi liggende mystisk Ø, Sandflæsen kaldet, saaledes har man ogsaa paa Røst et Sagn om en udenfor denne Ø liggende Hulderland, Udrøst kaldet, som skal vist sig enkelte Gange, ja hvis Beboere man endog vil hade seet. Bonden i Udrøst, heder det, har sin Jægt ligesom andre Nordlands Indbyggere; man seer den undertiden komme sig imøde for fulde Seil, og i samme Øieblik, som man troer at støde sammen dermed, er den forsvunden. Dette Sagn kan muligen et eller andet Natur-Phænomen hade foranlediget; Morgana-Syn ere ikke ualmindelige i disse Egne o. s. v.“
