og i Sverige veed man endnu paa mange Steder at fortælle om St. Olaf og Trold, som han forvandlede til Steen. Da saaledes Kong Olaf engang reiste forbi Dalby Kirke i Vermeland blev han af et Trold tiltalt saalunde:
„Kong Olaf med dit pipuga Skägg!
Du segler för när min Badstuguvägg.“
hvortil han strax svarede:
Du Troll med din Råck och Ten
Skal bli i Sten
Ord aldrig mere göra Skeppare Men.“
(Fernovs Beskr. over Värmeland 223. Afzelius 2, 50).
Paa Shetlandsøerne beretter Hibbert, at Indbyggerne endnu i det 18de Aarhundrede paastode, at have faaet deres gamle, da allerede tabte Lovbog af „St. Olla,“ om hvem de vidste vidunderlige Ting at berette i de Sange, som de kaldte „Vissacks.“ Et færøisk Sagn tilskriver St. Olaf, at Færøerne nu ingen Skov have. St. Olaf spurgte nemlig nogle af Øboerne, om de havde Skove hjemme. Mændene, der meente, at han spurgte saa, fordi han vilde gjøre Paalæg, svarede: Nei! – „Det blive saa, sagde Kongen, og i samme Stund sank de færøiske Skove. (Thiele 3, 52)
Spørge vi om Oprindelsen til mange af disse vidunderlige Sagn, da maae vi søge den i det samme Ubekjendtskab med Naturen og dens Virkninger, og Lyst til at finde en Grund til Alt, hvad der tykkes Sælsomt, der har frembragt de mange Sagn om overnaturlige Væsener. Hvad Hedenskabet tilskrev Valhals Guder og den understærke Thor, overførte udentvivl de kloge katholske Geistlige og med dem de første Christne til Asalærens vældige Betvinger St. Olaf, hvis
