106
men og Sporerne førte de med sig til Sverige, hvor de endnu opdevares i St. Nicolai Kirke i Stockholm; men Kisten lod de tilbage i en Kirke (Flyum Kirke?) i Størdalen, efterat de havde faaet ud de Sølvnagler, som de Danske havde levnet. Efter de Svenskes Fordrivelse blev St. Olafs Legeme og Kiste ført tilbage til Domkirken, hvor den samtidige Absalon Pederssøn Beyer bevidner, at St. Olafs Lig fandtes heelt og holdent i en muret Grav 1567, og „hans Blod sjunes i denne Dag udi en Lade og kan aldrig udslettes ved Vand eller Menniskers Hænder.“ (Suhms Samlinger 2, 1, 60, 61. Schønnings Beskr. over Domkirken 161). Det følgende Aar blev imidlertid paa kongelig Befaling St. Olafs Lig tildækket med Jord.
St. Olafs Helligdom er forstyrret, selv hans Gravsted er glemt; men end lever hans Navn, som følgende Sagn ville vise, i det norske Folks Minde[1]. Rundt om i Landet findes Spor af St. Olafs Færd og Underkraft. Kilder fremvældede, hvor han tørstede, og fik helbredende Kraft, naar han drak; Klipper revnede paa hans Bud, og Sunde dannedes paa hans Vink; Kirker reistes og Troldene fandt i St. Olaf en ligesaa farlig Fiende, som de tilforn havde havt i den stærke Thor, hvis røde (flammende?) Skjeg han endog arvede. Paa flere Steder seer man endnu Trold, som paa St. Olafs Bud forvandledes til Steen.
Ogsaa udenfor Norge har St. Olaf længe levet i Folkesagn. I Danmark (Thieles danske Folkesagn 1, 32)
- ↑ Da Christian IV paa sin Vardøhusreise 1599 kom i et Bondebryllup ved Bergen, drak Bønderne ham til med St. Olafs Skaal. I Finland helligholdes endnu St. Olafs Dag med adskillige Skikke. Riises Archiv for Historie og Geographi 2, 98.
