Kirker til hans Ære reistes selv i Constantinopel. Pilegrime vandrede skareviis til St. Olafs Skrin, og Legender om Krøblinger, der her fik deres Sundhed tilbage, og andre Undergjerninger, bleve snart utallige (See Fornmanna Søgur V C. 248 – 200 og Pag. 211–224).
St. Olafs Skrin, der var af Sølv, indlagt med Guld og Ædelstene, (hvoraf en eneste kostede Erkebisp Walkendorf 20 Læster Smør), blev ved høitidelige Leiligheder, som paa St. Olafs aarlige Festdag og ved Kongevalg, baaren i Procession af 30 Mænd (Hakon Hakonsons Saga Cap. 198, 199), og var for Geistligheden og Domkirken en rig Indtægtskilde. Den sidste Erkebiskop Olaf Engelbretsson førte det med sig til sit faste Slot Steinviksholm, hvor det efter Erkebispens Flugt faldt i Hænderne paa den opsendte danske Befalingsmand Christoffer Hvitfeld, der ved Jens Tillufson Bjelke sendte St. Olafs Skrin, som veiede 3500 Lod forgyldt Sølv, et andet Sølvskrin, hvor Helgenens Skjorter bleve bevarede, og mange andre Kostbarheder til det danske Skatkammer (See kongl. Qvittering, der findes i Schønings Throndhjems Domkirkes Beskr. Anhang S. 84)
Da de Svenske i Aaret 1564 havde indtaget Throndhjem, fandt de af St. Olafs Kostbarheder kun hans Hjelm, Sporer og en Trækiste, hvori hans Legeme gjemtes[1]. Hjel-
- ↑ Denne Trækiste var udentvivl en af de Kister, hvori St. Olafs Sølvskrin bevaredes. Hvor St. Olafs Rustning, hans Øxe Hell, hans Spyd, hans Fane, som en Engel skal have leveret ham, da han sov paa det Sted, hvor han blev Martyr o. m., ere blevne af, vides ei.
