som et Vindpust gjennemfarer Værelset, som et dybt Suk lyder i den fjerne Ven eller Frændes Øren i det samme Øieblik som den Hedenfarendes Aand forlader Støvets Land, hvilket man ved Exempler troer at kunne stadfæste. I Øvre-Thelemarken kaldes den Afdødes Aand, der lader sig see som en tyk, hvidagtig Sky i det den farer ud af Mennesket, Voren. (Willes Beskrivelse over Sillejord, S. 253).
Troen paa Udburrer synes saavelsom Navnet at henpege paa og være en Levning af den hedenske Skik, at Forældrene pleiede at udsætte i Skovene de Børn, som de ei kunde eller vilde opfostre. De norske Lapper troede paa et lignende Væsen, Epparis eller Shjort, som meentes at opholde sig paa det Sted, hvor et Barn, der ikke havde faaet Navn, var myrdet. (Leens Beskrivelse over Finmarkens Lapper, S. 426). At det spøger paa de Steder, hvor et Barn er født i Dølgsmaal og bleven myrdet indtil Misgjerningen bliver opdaget, er en blandt Almuen ikke sjelden Overtro. Hvor indgroet den Overtro var sees af en Skrivelse til Presten paa Bodø i Aaret 1687, hvor der anføres, at en saadan „fordømt Aand af et myrdet Barn,“ bragte den angivne Moder paa Retterstedet. See Keilhaus Reise Side 218. Om Skogagasten, siger Sogneprest Lund i sin Beretning om Overtroen i Sætersdalen (Biskop Hansens Archiv 2, 365): „Høres Skrig paa Marken af en mindre Slags Ugle, kalde Bønderne den Skogagasten. Den holdes for at være et Gjenfærd af et Menneske, der i sit Liv fornærmede sine Naboer ved at flotte Reitestene. Det skal nu være hans Arbeide til Straf i hiin Verden om Nætterne at bringe disse tilbage til deres rette Sted. De Forandringer, hvilke Fuglens Stemme virkelig har, forklares overeensstemmende med denne Overtro. Snart synes hans Stemme at ligne den Glades Latter, og nu skal det lykkets Gjenfærden at løfte Stenen; snart lader den sig høre i en ynkelig Tone, og nu falder Stenen Gjenfærdet af Hænderne. At skyde denne tilsyneladende Fugl er en Forbrydelse, der straffes med Uheld.“
Svarende til den norske Deildegast er den svenske Skälvrängare, (see Molbechs svenske Reise 3, 89).
