at see disse Menneskenes arrigste Fiender forvandlede til Steen rundt om i Landet.
Man fandt Krystaller og andre Naturfrembringelser, som ei kunde være gjorte ved Menneskehænder, man hørte stundom en Stemme, en Lyd, som f. Ex. af Echo og andre naturlige Aarsager nu let kan forklares, hvor man ei havde ventet det; man saa Spor efter Folk, hvor man hendelsesviis Ingen havde seet; man fandt eller tabte Ting, om hvis Oprindelse eller Forsvinden man ei kunde komme paa Spor; man saa blandt flere velskabte Børn en Vanskabning, der enten ved hæsligt Udseende eller stor Dumhed adskilte sig fra de Øvrige. Alle disse Ting, tænkte man, maae have en Aarsag, og af Uvidenhed om Naturen, forenet med Overtro og levende Indbildningskraft, fandt man paa at opdigte Væsener, hvem man tilskrev alle disse Særsyn, og som efter de forskjellige Opholdsteder, man gav dem, bleve kaldte Skovtrold, Huldrer, Bjergtrold, Vetter, Alfer, Dverger, Nisser, Marer o. s. v. Disse tillagde man, og efter dem opkaldte man saaledes Troldridt, Troldved, Dvergemaal (Echo), Dvergesmie (Krystaller) Vettelys, Alfepust, Mareridt o. s. v.
Havets eensformige Flade og skjulte uudgrundelige Dyb, Stormens Brusen og det oprørte Havs skummende Bølger gribe dybt og ofte vidunderlig det menneskelige Sind. Denne Sindsstemning i Forening med de forunderlige Søskabninger, som stundom fanges, og de gyselige Sødyr, der stundom sees, maatte give den afsides boende og uvidende Fisker og Sømand saa rigt Stof til Opdigtelser, at man
vare hvide, hans Næse var stor med en Krog paa. Haaret, der hang ned over hele Brystet, var grovt som Fiskegjeller, og Øinene vare som tvende Vandpøle.“
