have fremkaldt og i vor Almues Indbildning med fast uudslettelige Træk indprentet og levendegjort en Overtro, der er saa meget mere mærkelig, som lignende Meninger findes hos de fleste nordeuropæiske Folkeslag?“
Det er sandsynligt, at Ubekjendtskab med Naturen og dens Kræfter, forbundet med den Mennesket medfødte Lyst til at finde Grunden til, og forklare sig de mange Naturphænomener, der daglig maatte tiltrække sig Folkets Opmærksomhed, har ladet det gjette Aarsagerne til disse Særsyn i de Væseners Kraft, som man tænkte sig at have frembragt dem, og siden at færdes i og ved deres Frembringelser. Disse Phænomener vare for talrige og forskjellige til, at man skulde tilskrive dem eet Væsen; man tænkte sig derfor en Skare af overnaturlige Væsener, hvis farlige Indflydelse og fordervelige Vrede man ved Offre og andre Midler søgte at afværge.
Den hule Dundren, som stundom høres i Fjeldene, den Røg og Ild, der stiger op af enkelte, de Ødelæggelser, som et uventet og frygteligt Jordskred eller Jordskjelv ofte foraarsager, og som i vore Tider letteligen lade sig forklare af naturlige Aarsager, maatte derimod let forekomme det med Naturen og dens skjulte Kræfter aldeles ubekjendte og raa Menneske overnaturlige, og som Virkninger af Jutuler, Riser og lignende kjæmpestærke, onde Væsener, der meentes at boe i Fjeldene, og af hvis uhyre Fødder og Fingre den levende Phantasi let fandt Mærker i de haarde Klipper. Efterhaanden omgav Frygt og Overtro disse opdigtede Væsener med alle Skrækkebilleder[1], og man troede
- ↑ I Orrvarodds Saga Cap. 15 beskrives f. Ex. en Jette saaledes: „Han var ganske sort, undtagen Øine og Tænder, der
