næsten maa undre sig over, at man ei har flere Fortællinger om Havmænd, Havfruer o. s. v.
Vore Vandfaldes eensformige Brusen, de Kastevinde og Hvirvler, der gjøre vore Fjorde og Elve saa farlige at befare, og hvori aarligen flere Mennesker omkomme, i Forening med den Omstændighed, at Isen i flere ferske Vande, naar Tøveir er ivente, brister i Midten med stor Brag og efterlader en aaben Rand, har vel givet Overtroen Anledning til at tænke sig Vandet og Dybene beboede af ondskabsfulde Væsener, der aarlig i det mindste fordre eet Menneske til Offer, og som under Navn af Nøkker, Grimmer og Qvernknurre, ere noksom bekjendte.
Naar Indbildningskraften først havde fundet paa at befolke Bjerge, Jorden og Vandet med overnaturlige Væsener, saa kunde det ikke vare længe, førend den ogsaa maatte belive det uendelige Rum, der hvelver sig over Menneskenes Hoved. I Stjernernes Vrimmel, Skyernes og Taagens ofte vidunderlige Skikkelse, i Ildkugler og de flammende Nordlys, i Tordenens Skrald og Vindenes Susen gjennem de trange Fjelddale, kunde den Uoplyste let komme til at see og høre Guders Fart, Asgardsreias vilde Færd, Troldkjerringers Ridt, og ane Varsler om indtræffende Ulykker. Lynet slaaer som oftest ned i de høie Fjelde, hvad rimeligere da, end den Tro, at den Gud, der aabenbarer sig i Torden og Lynild, den vældige Thor, med det samme tugter de jordiske Dæmoner, som opholde sig paa de Steder, hvor Lynilden slaaer ned?[1]
Onde og fordervelige vare for Menneskene de fleste af
- ↑ Sammenlign Thorlacius’s interessante Afhandling om Thor og hans Hammer i Skandinavisk Museum for 1802.
