Side:Andreas Faye - Landkrigen i Norge 1808.djvu/50

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
48
A. Faye.


Angaaende Affairen ved Prestebakke tilskrev Overgeneralen, Armfelt, Overadjutant Adlersparre, der den 9de Juni efter Generalens Ordre var kommen til Berby forat overtage Commandoen over de derværende Tropper: „Det var en forbandet Historie med Knorring og Borttagelsen af

    ganske uventet til de svenskes Frelse. Et saa forunderligt og usædvanligt ja exempelløst Tilbud efter en Seier greb den kloge Adlersparre med stor Begjerlighed, da han ikkun derved saa den eneste Mulighed til at redde sit Corps og beholde sin Position og at den for øvrigt dygtige Spørck var mere Soldat end Diplomat, sees af Vaabenstilstandens Vilkaar.“ Anken i sin Helhed er af sagkyndige Nordmænd, som selv deltoge i Kampen, bleven erklæret for overdreven. „Intet Angreb paa Berbystillingen var muligt for de Norske, som dels vare svækkede og udmattede ved den varme Affaire ved Prestebnkke og desuden ubekjendte med de svenskes Styrke paa Berby.“ Adlersparres Stilling var langt fra farlig. Tvertimod var den saa stærk, at en dygtig svensk Officier siden erklærede, at han kun havde ønsket, at de Norske havde vovet et Angreb. Hvad ved denne Affaire især ærgrede de Svenske var, at de lode sig ved Magnussens Demonstration mod Berby hindre i at ile Knorring tilhjelp. Ingen Daddel lød fra Samtiden over de Norske ved denne Anledning, Prinds Christian erklærer: „Jeg tør paastaae, at denne Expedition har faae, som kan sættes i Lige med samme – i Henseende til Dristighed, Udførelse, udmærket Bravour og Conduite. Alle Officierer have vist sig som Mænd af mandigt Mod og Ære. Men for Alle have Capt. Arild Hvitfeldt, Lieut. Spørck og Magnussen udmærket sig ved det Overlæg og den Raskhed, med hvilken de have dirigeret det Hele.“ N. S. II, 188. Adlersparres Rapporter af 10 Juni og Armfelts Breve (Aalls Erind. Bilag 24–32). Ræders Anke over Spørck er derimod ei ugrundet, thi ved hans Forsømmelse blev ingen Bestemmelse indtaget om Tiden, naar den af Svenskerne kunde opsiges. Disse antoge sig derfor berettigede til uden Varsel at begynde Fiendtlighederne.