at undslippe til Berby, men de bleve tagne til Fange af Beichmann og Heide. Lieut. Elfmann med 150 Mand og 2 Kanoner søgte ogsaa at undkomme til Berby, men stødte paa Heide med 60 Mand ved Ende og bragtes ved Heides Conduite og Dygtighed i Hast til at overgive sig. Da Affairen ved Prestebakken saa godt som var endt, ilede Birch med 40 Skarpskyttere efter Elfmann og bidrog saaledes ogsaa til Elfmanns Overgivelse. Kun Lieut. Axelson lykkedes det med Bataillonens Jægere at undslippe over Doctorsæter og Høgen. I Kirken lagdes de saarede Norske og Svenske ved hinandens Side forat forbindes. Knorring bad om Tilladelse til at gaae ind i Kirken og see til sine saarede og fangne Kammerater, hvilket indvilgedes. Han talte da nogle Trøstens Ord til de Saarede og Fangne.
I sin Rapport fra Fredrikshald 11 Juni skriver Knorring, at han forgjeves forsøgte at slaae sig igjennem, at Nat och Dags, Lövenhaupts og Debesches blodbestænkte Klæder blandt Andet viste, at man gjorde hvad man kunde. „Jeg kan ikke noksom“ tilføier ban, „rost den udmærkede Agtelse, som bevistes os, efterat vi kom i Fangenskab. Al Plyndring blev hindret.“
Lieut. Magnussen med sin Eskadre var ligeledes afgaaet den 9de og lagde sig ved Sandviken i en truende Stilling. Adlersparre, som havde sit Hovedkvarter paa Berby, ventede nu hvert Øieblik at blive angreben. Han samlede strax 200 Livgrenaderer forat gjøre de Norske Modstand. Disse aabnede nu en levende Kanonild, hvorved de naaede deres Hensigt at hindre de Svenske paa Berby at ile deres ved Prestebakke betrængte Landsmænd til Hjelp. Da de Norske erfarede, at de Svenske havde overgivet sig ved Prestebakke, trak de sig efter Times Kanonade tilbage henimod Idefjorden. Den norske Flotille led ved dette Angreb intet Tab, men bemægtigede sig en Del Provisioner. Magnussen roser i sin Rapport de frivillige Jægere under Mamen for Tapperhed og Raskhed under Angrebene. Da disse vare grønklædte, skal Fienden
