Menighedens Paasyn hen og takkede André. Guttens Kinder glødede, og han spejdede efter, om Olga saa dette Hædersbevis, der blev ham givet, men i det samme Øjeblik, Præsten tog hans Haand, havde hun vendt Hovedet om mod Alteret.
Saa snart de kom ud fra Kirken, søgte André imidlertid at komme ved Siden af hende; thi det brændte i ham efter at spørge hende ud.
»Synes du ikke, jeg gjorde det godt?« spurgte han.
»Jo. Du spillede godt Komedie.«
»Det var mærkeligt!« tænkte André. »Jeg, som aldrig i mit Liv har set en Komedie!«
Paa Resten af Rejsen grendede André forgæves over dette Problem, som han ikke kunde løse.
Ved Ankomsten til Kautokejno lejede Grev Wasili sig ind i Kirkesangerens Bolig.
Greven satte Lorgnetten paa.
»Schlegels Filosofi, Schleiermachers Theologi, Göthes Faust, astronomiske Værker! Mon dieu, monsieur Thorsen, hvad har en Kirkesanger at bestille med Astronomien?«
»I de lange, mørke Nætter har Finmarkingen rig Anledning til at tyde Stjernehimlen,« sagde
