Thorsen undskyldende. »Stjernehimlen er hans Trøst og hans Haab.«
»Det var en ethisk Skønhed,« sagde Greven.
»Det ved jeg ikke,« svarede Thorsen. »Jeg ved kun, at det er en ethisk Sandhed, og det er mig nok.«
»Hvor er Deres Hustru, monsieur Thorsen?« spurgte Russeren.
Den tiltalte blev bleg.
»Min Hustru er — ikke hjemme,« svarede han med Anstrængelse.
»Ah, c’est ça! Hun er altsaa paa en Rejse,« bemærkede Greven. »Jeg kondolerer Dem. En Mand savner altid sin Hustru, monsieur Thorsen.«
Den første Aften nærmede sig sin Ende. Greven, der efter endt Maaltid havde stillet sig ved Vinduet, bemærkede en Hob Lapper, der strømmede til fra forskjellige Kanter og styrede lige mod Kirkesangerens Dør.
»Hvad ville disse Karle?« spurgte han.
»Holde Aftenbøn,« svarede hans Vært. »Jeg har holdt Aftenbøn og Morgenbøn med Lapperne her i mit Hus i tyve Aar. Greven maa undskylde, at jeg ingen Undtagelse gør i Aften«.
»Gener Dem ikke,« sagde Grev Wasili. »Jeg
