Man hører ikke op med at le, synge, passiare, købe, sælge, spise og drikke.
Lappernes godlidende og hjertelige Snakkesalighed lyder over alt, medens der fra Kvænlejren raabes:
»Perkelä! Perkelä!«[1]
Men en nødvendig Følge af denne uafbrudte, hvileløse Vaagen er en anstrængt Tilstand, der grænser til et halvt aandeligt Delirium. Man gaar om som beruset, eller forat bruge et mere hverdagsligt Udtryk: »man gaar i Ørske og sover indvendig.«
Kl. var to om Natten den sidste Thingdag, da André langsomt slentrede hen gennem Lappelejren. Efter vant Nomadeskik havde de opslaaet sin Bolig under aaben Himmel.
Midnatssolen skinnede søvnigt ned paa de smaa, improviserede Teltgader, dannede af Sejl og af omhvælvede Baade. Madgryderne hang over Ilden, og i de rundt om knælende Lappers Ansigter læste man den mest forventningsfulde og utaalmodige Hunger, medens Grupper af andre knælende beskæftigede sig med Sakkusspillet[2].
Da André havde passeret den ene Række,
