kom han til den anden, og i denne fejredes der et Gravøl. Brændevinsflasken gik fra Haand til Haand, medens Kvinderne sloge sig for Brystet og reve sig i Haaret under vedvarende Suk og Stønnen.
Hidset af en løjerlig Modsigelsesaand satte André, saa snart han fik Øje paa de jamrende og forvrængede Ansigter, med et eneste Spring op paa en Sten og begyndte at fortælle om Ræven, der skulde agere Præst.
Lapperne studsede, saa først forfærdede op paa Andrè, men revne med af hans uimodstaaelige, komiske Minespil, i hvilket han efterabede Udtrykket i deres egne Ansigtstræk, brast de sørgende tilsidst ud i en ustanselig Skoggerlatter[1].
En ejendommelig, udenlansk Figur, der i samme Øjeblik var kommet til, stod imidlertid i Baggrunden og betragtede André gennem sin Lorgnet.
Det var en middelaldrende Herre, lille og spinkel, med et magert Ansigt, mod hvis gule
Farve de snehvide, vel plejede Knebelsbarter med
- ↑ Uagtet denne Lethed og pludselige Overgang fra Sorg til Glæde, kunne Lappernes Savn og Længsel efter en kær avdød dog være saa dyb, at den først »ophører ved Døden.«
