han paa Grund af egen Ihærdighed og sin mangeaarige Stilling som Tolk for de i Finmarken omreisende Udlændinge, havde tilegnet sig en forbausende Sprogkundskab, fyldtes hans Hylder lidt efter lidt med theologiske, historiske, naturhistoriske og astronomiske Skrifter, samt med et og andet Dikterværk i Originalsproget,
»Jeg forstaar vel ikke alt, hvad jeg læser,« sagde han, »men jeg føler alligevel, at det altsammen er noget sandt og noget skønt.«
Eneboerens Verden fandtes paa disse simple, høvlede Hylder, der vare Genstand for Lappernes næsten overtroiske Respekt. Verden, det vil sige, det man egentlig kalder for Verden, kendte han ikke; den var ikke skabt for ham. De Toner derfra, som han ved de tilrejsende lejlighedsvis opfangede, fore forbi hans Øre og forbi hans Hjerte uden at finde Genklang. Han forstod dem ikke, og saa snart Andreas Thorsen stødte paa noget i Livet og i Menneskenaturen, som han ikke forstod, fulgte han trøstigt Budet: »Dømmer ikke, saa skulle I ikke dømmes.«
Som efter fælles Overenskomst nævnede Lapperne aldrig hans Hustru eller berørte i hans Nærværelse hendes Forsvinden. Delikatesse og Hensynsfuldhed udøves selv af den halvvilde Nomade, der maaske
