sjeldnere end hans dannede Medbroder vil »bedrøve den, han holder af.« Kun én eneste Gang var man sig bevidst at have brudt denne medlidende Taushed, idet en yngre Lap i ubetænksom Selvforglemmelse havde sagt:
»Kanhænde hun er død.«
»Hun er ikke død,« svarede Thorsen. »En Stemme i mit Indre siger mig, at jeg vil faa se hende endnu én Gang, inden jeg dør.«
Og hele Kautokejno troede det, ligesaa fast som han. Lapperne delte hans Længsel og hans fortrøstningsfulde Forvisning; »thi,« sagde de, »den indre Stemme lyver aldrig.«
Medens Thorsen saaledes Aar efter Aar ventede paa sin Hustru, arbejdede han samtidigt trofast i sin Livsgerning, og da Finmarkens Apostel, Pastor Stockfleth, begyndte sit ihærdige Studium af det Lappiske Sprog for i Tidernes Løb at skænke Samerne det tilbage som grammatisk ordnet Skriftsprog, kastede Andreas Thorsen sig over dette store Samlearbejde med lidenskabelig Iver. Han tørstede efter den Tid, da Lappalaiset skulde faa sine egne Bøger, og da Guds Ord i Kirkerne ogsaa skulde lyde paa samisk.
Andreas Thorsens Kærlighed til sit Barn var
