som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige«.
Andreas Thorsen var Lappernes Ven, Raadgiver, Trøster og Lærer; han delte deres Sorger, og takkede Gud for deres Glæder. Alle som én tyede de til »den kære Fader Kirkesanger« med deres utallige Spørgsmaal, Tvivl og Bønner, og der var ikke i Mands Minde bleven hørt, at et eneste Menneske var gaaet fra ham uden tillige at være bleven hjulpen.
Andreas Thorsen prædikede Forbarmelse og Kærlighed, og idet han gjorde Apostelens Ord: »Men nu bliver Tro, Haab, Kjærlighed, disse tre, men størst iblandt disse er Kjærligheden«, til sine egne, skænkede han det menneskelige sin Ret, og elskede det, fordi det en Gang havde været skabt i Guds Billede.
Thorsens Opdragelse havde været ligesaa tarvelig, som hans Stand og Herkomst var ringe, men hans begavede Naturs Videlyst havde alligevel — trods de ugustige Forholdes utallige Forhindringer — vidst at skaffe sig selv Luft.
»De faa Spareskillinger, han stedse ved Hjælp af en eller anden personlig Forsagelse stjal fra sin lille, surt erhvervede Indtægt, havde han i Aarenes Løb anvendt til Indkøb af Bøger, og da
