himmelske Fader«, saa turde man tilvisse sige dette om Kautokejno’s Kirkesanger, Andreas Thorsen.
Tilligemed Lensmanden var Kirkesangeren den eneste bosiddende Nordmand, der fandtes i det hele, paagældende Fjeldsogn. De gennemrejsende kaldte ham for Spøg, men tillige med dyb og aldrig svigtende Ærbødighed: »Eneboeren i Kautokejno«, medens Lapperne saa op til ham med Ærefrygt og Kærlighed som til en »Guds Mand«.
Naar Præsten to, tre Maaneder af Aaret kom til Kautokejno forat holde Gudstjeneste, var Thorsen i Følge sin Stilling hans Tolk i Kirken. Staaende i Koret oversatte han Prædikerne og Evangelierne for de spændt opmærksomme Lapper.
I de mange Maaneder af Aaret, som laa imellem hver offentlig Gudstjeneste, var Kirkesangeren imidlertid Lappernes Præst, hans Hus var deres Kirke, og sjelden ere varmere Troens og Forkyndelsens Ord komne over noget Menneskes Læber end over hans, sjelden har der eksisteret begærligere og mer hungrende Tilhørere end de rundt omkring ham, paa Hug siddende Samer, disse voksne Naturbørn, til hvem han enfoldigt og fortrøstningsfuldt talte om den »store Børneven« Jesus Kristus, der har sagt: »Dersom I ikke blive
