paa Knæ. Han rev Huen af sit Hoved og skjulte sit Ansigt.
Med glædesstraalende Aasyn ilede Seimke tilbage til Olga.
»Vort Barn har frelst ham!« raabte hun. »Han angrer og bekender!«
Lamik Nikkuts ANger var ligesaa voldsom, som hans Formastelighed havde været ubændig.
Det var en forfærdelig Nat.
Lamik Nikkut kunde ikke sove.
Maanen forsølvede det rustne Jerngitter og skinnede ind i Arresten, der blev fyldt af et blaaligt Lys, ligesom om det havde været et Belials Tempel.
Han for op lig en vanvittig, rev sig i Haaret og sled i sine Lænker. Deres klirrende Raslen jagede Rædsel i hans Blod.
»Hvad havde han gjort?«
Han slog sig for Panden og stødte den mod Stengulvet, til Blodet strømmede ned ad hans Ansigt.
Hans Forfædres Guder, Sneørkenens Øde og det hele uendelige Univers droge ind til ham. Fjeldenes Elementæraander fyldte Arresten, de gik
