Bue i Skyen[1] er trofast. Jeg har Tørst efter at se min Mands sidste Øjne!«[2]
Forsinkede ved forskellige Forhindringer ankom Olga og Seimke imidlertid først til Tromsø to Dage, forinden Lamik Nikkut skulde bringes ombord paa det Dampskib, der gik sydover.
Seimke ilede øjeblikkelig med sit Barn hen til Arresten.
»Hvordan lever han?« raabte hun.
»Han er lige forhærdet,« sagde Slutteren, »han vil ikke angre.«
»Suoite min sisa! — Slip os ind!« bad Seimke.
Slutteren aabnede Døren.
Lamik Nikkut rejste sig op, og hans Lænker raslede.
»Seimke!« sagde han.
Seimke tog Barnet og hævede det op i sine ARme.
»Sandelig, jeg siger dig!« raabte hun, idet Taarerne styrtede ud af hendes Øjne, »dersom du ikke annammer Guds Rige som et lidet Barn, saa skal du ingenlunde komme der ind!«
Og Lamik Nikkut saa paa sit Barn og sank
