over hans Fødder, de sloge paa Troldtrommen, de sang sine Sange, de grebe ind i hans Sjæl. —
»Hvad havde han gjort?«
Lamik Nikkut sprang op. Den kolde Sved brast frem paa hans Legeme, han rev Pæsken op og blottede sit Bryst. Det skulde piskes af Samvittigheden.
Var der ikke en Skygge i Maaneskinnet?
Det var Rota[1], der kom farende paa sin Offerhest forat hente ham til Jabmi aibmo, de dødes Rige.
Lamik udstødte et hvinende Skrig, — Raadstuens Taarnuhr slog tolv.
»Kask ija pali! Ved Midnatstid!« stønnede Nikkut, hans Knær skælvede under ham.
Han var i Helved. Lappernes Dødsrige blev forvandlet til de kristnes Helvede.
Satan stod foran ham, og han saa Satan ind i Øjnene.
»Hvad havde han gjort?«
Lamik Nikkut faldt om paa Gulvet. Gulvet veg bort under ham, og han sank ned i Mørke.
Da saa han sig selv som en fredløs, fordømt
Aand vandre om mellem Gammerne i Kautokejno,
- ↑ Det onde Væsen.
