André var bleven vækket og saa, det var forfærdeligt at falde i den levende Guds Hænder.
Han havde følt, at Religionen kunde blive et Enten-Eller, han havde følt, at den var en Livsmagt, og han havde erfaret, der var en Gud, der sagde: »jeg er Herren og ingen ydermere.«
Som Herrodes var han dømt, og hans formastelige Hovmod var bleven vejet og fundet for let.
Hin Gang, da han som Gut kastede Stenen mod Lensmandens Ansigt! Barmhjertige Himmel, hvor brændte ikke den dødes: »Gud tilgive dig, lille Barn,« som gloende Kul paa hans Hoved! Hvor mange Tusinder vilde han ikke have givet til, forat kunne faa høre de samme Ord kun en eneste Gang endnu!
Det Navn, han havde foragtet, det vilde nu have været hans største Trøst.
Denne tunge, kluntede Haand, hvis Tryk han havde hadet, den laa nu livløs og kold.
I sine Feberfantasier bad André, at de skulde lægge den paa hans Hoved.
Hans Fader og hans Hustru maatte ikke vige fra hans Side.
Han raabte deres Navne, og i sin vilde Feber blev han uafbrudt ved at kæmpe for deres
