Denne siden er korrekturlest
259
22de Kapitel.
Imidlertid svævede André mellem Liv og Død.
Hans Livs Bygning var ramlet sammen om ham og havde begravet ham.
Hans kunstige Idealer svandt hen til intet. Virkeligheden stillede sig foran ham og tvang ham til at se den ind i Ansigtet.
Hans Moder var en falden Kvinde, hans Leder og Opdrager var hendes Forfører, og midt i Ruinen stod kun hans Fader oprejst uden at vakle; den Fader, han havde miskendt og svigtet. Der var endelig Storhed, og i den Storhed var der tilvisse en Guddom.
Det var en grusom Opvaagnen af Drømmen. I sin Dødskamp fik han Tag i Virkeligheden og fandt, at den ikke bestod af Æther men af Kød og Blod.
Han var Skyld i sin Moders Død, han var Skyld i Lensmandens, han havde dræbt dem, og Herrens Haand hvilede tungt paa ham.
