Liv. Han levede Dødsangsten for de tvende op og op igjen, indtil den fortærede ham selv.
Andrés Kærlighed til Hustru og Fader brød endelig uhindret frem gennem Egoismens Klippemur som en altopslugende Lavastrøm. Egoismen var knust, og Afgudsbilledet styrtet til Jorden. Kærligheden jevnede Disharmonierne og skabte en Enhed ud af den søndersplittede.
Og Olga udsonede mod Sønnen, hvad Faderen havde forbrudt mod Moderen.
I Angsten over at miste sin elskede lærte den stærke Kvinde at blive et Barn og at give sin Vilje i Guds Haand.
Lutret og renset voksede hendes Kærlighed sig stor ligesom den gamle Mands, der nylig havde velsignet sin Hustrus Lig.
Den gamle Mand førte hende hen til Jesu Fødder, og der kæmpede hun for sin Husbonds Liv, indtil Gud havde velsignet hendes Bøn, og frelst ham for hende og for ham selv.
André laa og saa paa sin Hustru; han formaaede ikke at rive sit Blik løst fra hendes Ansigt.
»Hustru,« sagde han, »jeg har syndet mod min Gud og mid dig, elsker du mig endnu?«
»Jeg elsker.«
