Hun stødte Skistaven ned i Sneen.
»Farvel, Andreas.«
»Farvel, Barn! Herren lade sit Ansigt lyse over dig og være dig naadig, Herren løfte sit Aasyn over dig og give dig sin Fred.«
I det han med skælvende Stemme udtalte den israelitiske Velsignelse, vandrede hun langsomt op ad Bakken.
Han fulgte hende med Øjnene. Hun kom op paa Kammen, og hendes slanke Figur tegnede sig skarpt af mod Stjernehimlen.
Endnu stod han der i den aabne Forstudør i det svage Haab, at hun skulde vende sig om og se ham staa der med Lyset i Haanden, at hun skulde mærke, at han endnu ventede paa hende.
Men hun saa sig ikke tilbage. Hun drejede langsomt om Hjørnet af det fremspringende Stabur, og hendes Skygge fulgte efter.
Han drog et dybt, forpint Suk. Det var en Smerte, som naar Sjæl og Legeme skilles ad. Derpaa gik han ind i Stuen, hvor Barnet græd bitterlig, fordi det var blevet ladt alene tilbake i Mørket.
Han gik hen og satte Lyset i det ene Vindu. Hun skulde se det, hvor hun kom hen; det skulde straale gennem Dalen, og hvis hun et Øjeblik
