Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/27

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
11

vilde vakle, et Øjeblik — o min Gud, blot et Øjeblik vilde angre og blive tvivlraadig, saa skulde hun se Lyset, der kaldte hende tilbage.

Der paa knælede han ned ved sit Barns Seng og slyngede sine Arme om den lille, for­skræmte Gut.

»Herre Jesus Kristus,« bad han, »lad hende komme tilbage, og før hende paa ret Vej!«

Barnet sovnede ind. Lyset straalede ud i Kautokejnodalen, — man kunde se dette enlige, trofaste Lys i en Fjerdings Omkreds, — og han ventede.

Men Nattens Timer snege sig hen, Lyset brændte ned i Stagen, og — der kom ingen.

Lyset gik ud. Tilsidst skinnede kun Stjernerne ind gennem de ubedækkede Vinduer paa den for­ladte Mand, der led og kæmpede i taalmodig Taushed. Kun en Gang i mellem lød der en brudt Stønnen.

Et trofast Hjerte vaandede sig i Dødskamp.




Nogle Uger efter at Andreas Thorsens Hustru forlod sin Husbond, havde nogle Lapper set hende ved Vinterthinget i Karasuando; her tabtes imid­lertid Sporet, og man fandt det ikke igen.