vilde vakle, et Øjeblik — o min Gud, blot et Øjeblik vilde angre og blive tvivlraadig, saa skulde hun se Lyset, der kaldte hende tilbage.
Der paa knælede han ned ved sit Barns Seng og slyngede sine Arme om den lille, forskræmte Gut.
»Herre Jesus Kristus,« bad han, »lad hende komme tilbage, og før hende paa ret Vej!«
Barnet sovnede ind. Lyset straalede ud i Kautokejnodalen, — man kunde se dette enlige, trofaste Lys i en Fjerdings Omkreds, — og han ventede.
Men Nattens Timer snege sig hen, Lyset brændte ned i Stagen, og — der kom ingen.
Lyset gik ud. Tilsidst skinnede kun Stjernerne ind gennem de ubedækkede Vinduer paa den forladte Mand, der led og kæmpede i taalmodig Taushed. Kun en Gang i mellem lød der en brudt Stønnen.
Et trofast Hjerte vaandede sig i Dødskamp.
Nogle Uger efter at Andreas Thorsens Hustru
forlod sin Husbond, havde nogle Lapper set hende
ved Vinterthinget i Karasuando; her tabtes imidlertid
Sporet, og man fandt det ikke igen.