var noget rovdyragtigt i hendes Øjne, i det de slugte alt i et eneste, sky Blik.
Thorsen tog Lyset, og fulgte hende ud i den aabnede Forstudør.
Der var falden megen Sne, og Kirkevinduerne hist oppe paa Bakken lyste i Maaneskinnet.
Manden saa paa sin Hustru.
»Naar du har gaaet dig træt, Barn«, sagde han stille, »saa ved du, hvor du kan vende tilbage for at hvile. Og hvor meget du end da vil have forbrudt mod mig, saa er jeg desuagtet din Ægtefælle og du min Hustru. Mit Hjem er jo baade i Guds og i Menneskers Øjne dit og staar dig altid aabent. Min Kjærlighed kan strække til baade for dig og mig og frelse os begge.«
Hun bøjede sig ned og spændte Skierne paa.
»Farvel, Andreas.«
Høj og rank stod hun foran ham som en Legemliggørelse af Kvænenes haarde, ubændige Trods.
Han rakte hende Haanden.
»Dersom du ude i Verden skulde behøve Hjælp og Forsvar, og — og — nogen skulde være ond mod dig, saa ved du, jeg er den Beskytter, Gud har givet dig. Jeg vilde give mit Hjerteblod for dig, hvis du bad mig derom.«
