baringens Ord om Dyret med de syv Hoveder. Der var noget mystiskt ved Synet, især i den rødlige, infernalske Belysning.
»De maa være Lamik Nikkut!« tænkte André, idet han stod udenfor og keg ind under Renskindet.
Der laa et forunderligt, endnu slumrende Udtryk i de sammenknebne Pupiller.
Det var Loke selv, der var stegen ned fra Mythens Sagahal og nød Synet æsthetisk.
»Samer!« raabte Lamik Nikkut. »Forat frygte Gud, maa man synde[1]; thi kun den, som synder, frygter Gud. Men vi frygte ikke Gud, Samer; thi de, som have Aanden, kunne ikke synde. Vi ere Guds Lemmer, og Gud kan hverken straffe eller dømme sine egne Lemmer. Vi ere døde og kunne derfor ikke mere dø. Der ere aandelige og kødelige Legemer, Brødre, men vi have ikke de kødelige men de aandelige Legemer.
Det saaes i Forkrænkelighed, det opstaar i Uforkrænkelighed, det saaes i Vanære, det opstaar i Herlighed, det saaes i Skrøbelighed, det opstaar i Kraft.
Samer, vi ere paa den nye Jord! Vi ere
- ↑ Se Stockfleth.
